Fra sæl til Oplevelseshavn

 

oplevelseshavn

Omgivet af smuk natur i bunden af Roskilde Fjord og centralt i Roskilde ved Vikingeskibsmuseet ligger Roskilde Havn. Til september åbner havnen med nye oplevelser, som giver byens borgere mulighed for flere friluftsoplevelser i området og øget viden om både fisk og kyst. Blandt kommende brugere er børnehavebørn og skolebørn, der bliver tilbudt introduktioner til livet på havnen og ved vandet. Havnen bliver også omdrejningspunkt for organiserede ture med biologer og lokale naturvejledere, der blandt andet tager borgere med ud og samle bær og planter.

Der anlægges en flydende oplevelsesplatform på 80 m2, der udgøres af to hyttefade, som kan overdækkes og blive en scene på vandet. Lokale fritidsfiskere sørger for at holde hyttefadene fulde af fisk og krabber, som vil være del af undervisning og foredrag. Her får børnene lov til at se, røre, tilberede og smage fisk. Helt tæt på vandet bliver flydende platform et samlingssted og en scene for oplevelser med foredrag og korsang. Der etableres også to små huse som alle lokale foreninger og børneinstitutioner kan bruge som centre for formidling, oplevelser og aktiviteter inden for emnerne natur, fjord og miljø.

”Nordea-fonden støtter aktiviteter, der fremmer gode liv, og vi håber projektet giver alle aldersgrupper mulighed for et aktivt friluftsliv med gode oplevelser og indsigter i områdets smukke natur,” siger Ulla Björnsson, sekretariatschef i Nordea-fonden.

”Med Oplevelseshavnen får Roskilde en havn, der giver muligheder for spændende oplevelser indenfor Fjord - Natur – Miljø, hvor alle får mulighed for at komme tættere på naturen og dens mangfoldighed og værdier. Vi vil fremme oplevelsen gennem nytænkende formidling og historiefortælling, der bygger på udforskning af vores fantastiske natur og havnens spændende historie,” siger Uffe Clemmensen, idémand og projektleder i Roskilde Oplevelseshavn.

Fakta

Projektets budget: 2,1 mio. kr.

Projektets partnerskab: Roskilde Havneselskab, Havnens Venner, Havneforum og Roskilde Kommune.

Projektets samarbejdspartnere og rådgiver: Øresundsakvariet og DTU Aqua. Lokale fritidsfiskere skal sikre en løbende udskiftning af fisk og krabber i hyttefadene.

Bidragsydere: Nordea-fonden 1,5 mio. kr., Friluftsrådet (250.000 kr.) og Lokale- og Anlægsfonden (233.000 kr.).

saellogo